Føring af skattesager ved skatteankenævnene
Skatterådgivning
Skatteankenævnene er en sjov størrelse. Skatteministeren udnævner medlemmerne til skatteankenævnene efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, og som regel består disse medlemmer af tro partisoldater uden nogen skattemæssig kompetence.
Netop fordi nævnet ikke selv har nogen skattemæssig viden, er der til skatteankenævnene tilknyttet diverse sekretariater med skattefolk, typisk skattemedarbejdere, der har arbejdet i den kommunale skatteforvaltning.
Sekretariatet udarbejder en kontorindstilling til medlemmerne, som medlemmerne herefter kan godkende eller forkaste.
Da ingen af nævnsmedlemmerne har nogen skattemæssig ekspertise bliver godkendelsesproceduren ofte lidt af en parodi, og de facto er afgørelsen sjældent nævnets egen, men derimod sekretariatets.
Mine klienter har da også utrolig svært at se relevansen af nævnsmedlemmernes arbejde, og det kommer som et chok for dem, når jeg fortæller, at vi nu skal diskutere skattesagen med nogle nævnsmedlemmer som i princippet kunne være købmanden henne fra hjørnet eller frisør-Leila fra den lokale bodega.
Skatteyderen kan få lov til at fremkomme med sine bemærkninger til kontorindstillingen enten mundtligt eller skriftligt, hvorefter nævnsmedlemmerne afsiger sin endelige afgørelse.
Skatteankenævnet går for at være venligt stemt overfor skatteforvaltningens afgørelser – navnlig når det drejer sig om retlige skøn. Sagerne fra skatteankenævnet bliver aldrig offentliggjort.
Problemet med skatteankenævnene er for det første, at der kun er én enkelt medarbejder fra sekretariatet, der egenhændigt udarbejder kontorindstillingen, uden nogen fagansvarlig ser sagsfremstillingen igennem.
For det andet har ingen af nævnsmedlemmerne nogen særlig skattemæssig viden, og er der først trådt forkert af sekretariatet, så kan det være yderst vanskeligt at få kontorindstillingen ændret, selvom den er åbenbart forkert.
Skatterådgivning er særdeles tilrådeligt. Skatteankenævnets evne og vilje til at påpege mangler ved skattemyndighedernes kendelse, er ofte meget ringe.